Monday
Jan022023

Motivation til træning - dagens emne "Det handler om gode oplevelser!"

Dagens træningsmotivation er en ting, jeg oplever, vi gør alt for lidt af – at huske os selv på gode ting eller oplevelser!
Prøv at lægge mærke til, hvordan energien er i din krop og mentalt, når du ikke har lyst til at træne. Det er virkelig sjældent, at vi nærmest har lyst til at danse på bordene, mens vi fortæller os selv, at vi ikke behøver at tage til træning i dag. Vi føler os ret ofte tunge i energi, hvilket kan skyldes alverden.
Så hvordan får vi så knækket koden, så vi mærker energi til at komme ud ad døren. Det første sted at starte er det mentale sted. For det er jo vores kære hoved, der bestemmer i hvilken retning, fødderne skal bevæge sig.
Så det gælder om at puste noget positivt rundt i tankerne, for det skaber ofte mere lyst og energi i kroppen.
Og det er her vi skal huske de gode ting eller oplevelser. Det kan være en virkelig fin ide at skrive ned, når vi oplever noget rart og dejligt, for det skaber smil.
Det behøver ikke handle om træning, det kan være alle mulige gode oplevelser, eller ting vi har gjort, hvor vi føler os succesfulde. Det kan også være ord, andre har sagt til os, hvor vi blev glade. Ret ofte når vi læser det op for os selv, så får vi flashback til oplevelsen, og det skaber smil.
Jeg bruger denne her røde boks på billedet, som jeg var så heldig at få til min 50-års fødselsdag.
Der havde min familie planlagt at mine gæster skulle skrive noget rart til mig. Så når jeg føler mig tung i energi eller trist, så ryger boksen frem, og hver gang så mærker jeg smilet lidt mere.
Vi behøver ikke holde en fødselsdag for at få sådan en boks med hjerter. Vi kan aftaler det med andre at dele ud af hjerter til hinanden.
Dagens træningsmotivation – skriv ned eller måske mal dine gode oplevelser, så de kan hives frem de dage hvor det hele føles lidt tungere.
God fornøjelse
Pernille Uhrbrand - træningscoach

 

Sunday
Dec182022

Hvordan finder du bedst mulig ro til at nyde alt den julemad? 

Kender du til følelsen af stress over de perioder, hvor du bliver præsenteret for alt for meget mad, mens du prøver at passe på ikke at spise for meget i forhold til, hvor meget du bevæger dig?

Så er denne video til dig. Den giver dig input til, hvordan du kan tilgå måltiderne i julen og undgå alle de "dumme" tanker omkring mængden af mad, hvad og hvordan du skal spise maden uden at få dårlig samvittighed bagefter.

Du kan også benytte redskaberne i andre sammenhænge, hvor du oplever maden fylder i tankerne.

Jeg håber, jeg kan inspirere - mvh Pernille 

 

 

Wednesday
May182022

Hvorfor sætter vi hastværk højere end vores helbred?

Kick Off / Teambuilding dag med nye rutiner på arbejdspladsen … der er begejstring, vi melder klar, men hov hvor pokker blev de nye rutiner af?

På den ”store” dag sætter vi en ny dagsorden, værdierne bliver genopfrisket – måske endda fornyet og så skal vi ellers tilbage på kontoret og få det indarbejdet. Men det er som om, at inden vi ser os om, så er det hele gået tabt i vores vante arbejdsdag, for vi har travlt.

Introduktionen til at gå rundt og hilse godmorgen til alle på gangen/kontoret, få holdt de VIGTIGE fem minutters pause i hver time (så vi har tiden til at vurdere, hvorvidt der arbejdes med de nye værdier) det kommer ikke rigtigt til at fungere, for vi har travlt.

Selvom vi har aftalt med vores kollegaer, at frokosten IKKE længere spises ved arbejdsbordet, så er det som om, at frokosten med tiden langsomt sniger sig væk fra kantinen og tilbage op på vores skrivebord. Så sidder vi her igen og spilder krummer ned i tastaturet. Og vores nye indførte daglige gåtur lige rundt om blokken for at få luft, hvor er den nu blevet af?

Hvordan bærer vi os egentlig ad med hele tiden at sætte hastværket højere end vores helbred. For det er jo helbredet vi leger med, når vi ikke stopper op i arbejdsdagen. Er vi trætte mentalt, bliver vi hurtigt trætte fysisk, så motionen efter arbejde bliver ofte sløjfet, fordi vi er trætte. Vores tid til vores familie og venner i hverdagen kan også blive begrænset, fordi vi er trætte.

Samværet med vores relationer er jo lige så sundt for vores helbred som fysisk aktivitet. For det påvirker os positivt mentalt at være sammen med andre. For er der "liv & glade dage" hos os mentalt, får vi lyst til mere aktivitet både på job og derhjemme.

Så måske drejer det sig om blot:

* om lidt mere godmorgen

* fem minutter

* frokosten i andres selskab

* en tur rundt om blokken

... eller hvad tænker du, der skal til hos dig?

Friday
May132022

Er det svært det med træning? Lyt med her - hvorfor og hvad du kan gøre nemmest.

Friday
May132022

Gode råd til hvordan du kan komme i gang med regelmæssig træning!

https://www.youtube.com/watch?v=kPXjBAZ6_6U